Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 13/02/2019 - 02:00

Uvist om politikere har tillid til sygehusledelse i Ringsted

Sygehusdirektør skal redegøre for sagen om de mangelfulde undersøgelser af kvinder med mulig brystkræft.

Af: /ritzau/

Sygehusdirektør på Ringsted Sygehus Vagn Bach skal på et ekstraordinært møde i Region Sjælland redegøre for en sag om brystkræft, hvor ledelsen muligvis ikke har levet op til sit ansvar.

Det skriver Jyllands-Posten.

Sagen, som han skal redegøre for, handler om, at hundredvis af kvinder fik mangelfulde undersøgelser på Ringsted Sygehus. Der var mangelfulde undersøgelser i fire år.

Inden mødet vil politikerne i regionen ikke afsløre, om de har fortsat har tillid til sygehusledelsen. Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) vil vente og se, hvilke svar mødet giver.

- Det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt. Det kan jeg svare på, når jeg har set redegørelsen, siger han til Jyllands-Posten.

Ligeledes vil to af formandens kolleger ikke svare Jyllands-Posten på spørgsmålet. Både Gitte Simone (DF) og Bruno Jerup (EL) holder kortene ind til kroppen forud for redegørelsen.

I en kort pause ved mødet fangede det regionale nyhedsmedie sn.dk sygehusdirektøren, efter at han havde fremlagt sagen.

- Jeg har ingen kommentarer lige nu, siger Vagn Bach til sn.dk.

Mediet skriver, at regionspolitikerne efter pausen skal diskutere redegørelsen og eventuelle konsekvenser.

Jyllands-Posten har i februar afdækket sagen. Det er kommet frem, at Ringsted Sygehus for at "spare lægetimer og undersøgelsestid" undlod at give hundredvis af kvinder med mistanke om brystkræft den undersøgelse, som de havde krav på.

Ni kvinder, som fik den mangelfulde undersøgelse, har ved nye undersøgelser fået konstateret brystkræft.

Styrelsen for Patientsikkerhed og en sundhedsjurist har på baggrund af en skrivelse fra en overlæge fra sygehusets radiologiske afdeling til styrelsen fastslået, at læger på sygehuset brød reglerne om journalføring.

Region Sjælland har oplyst, at flere kvinders journaler skal undersøges. Det gælder for journaler, der går helt tilbage til marts 2013, hvilket er 8700 kvinders journaler.

Mødet startede omkring klokken 11.

/ritzau/